Tindebloggen

Bestigning af Vengetind – To overgange over Justedalsbreen. – Norske Tindebestigere – Har Hendrik Wergeland besteget Store Skagastølstind? – Er Store Skagastølstind en anden Rangs Tind?

Hr. Redaktør!

Jeg tillader mig at sende Dem i Oversættelse en Beretning om en af den bekjendte Montanist Mr. Cecil Slingsby og hans Kammerat Skolelærer Johannes Vigdal fra Solvorn i Sogn den 24de August foretagen Bestigning af den højeste av de bekjendte Vengetinder i Romsdalen. Jeg haaber Mr. Slingsby vil undskylde, at jeg paa denne Maade benytter mig af hans Brev, som ikke er bestemt til Offentliggjørelse. Men Bestigningen synes at have været saa interresant, at den ganske vist fortjener at komme til videre Kundskab, og jeg tror i det hele, at Interessen for dristige Tindebestigninger nu er saa udbredt at flere end jeg vil have moro af at læse denne Beretning. Vengetinderne hører, som vel bekjendt, til de skjønneste og tillige til de højeste Toppe i Moldepanoramaet. Enhver, som har rejst i Romsdalen, vil mindes denne høje sagtakkede Kam med de furede Sider og de dristige Tinder. Troldtind og Kalvskrotten naar dem ikke i Væxt, og de hæver sitt Hoved hele 8-900 Fod højere end Romsdalshorn. Saavidt vides, har Vengetinderne aldrig før været bestegne, ja jeg tror neppe, at der nogensinde er gjort noget Forsøg paa det, og jeg har hørt, at de i den Folkemening har været anseede som ubestigelige. Men det er saa langt fra, at slige Betragtninger stanser den ægte Montanist paa hans Vej, at de tvertimod sporer ham fremad. For hans gjælder det netop at trodse den gjængse Vanemening, at prøve sig frem til de yderste, at finde nye Veje, som ingen før har anet. En ægte Montanist kan ogsaa glæde sig over Skjøndheden af en Udsigt; ogsaa han er jo et Menneske som vi andre. Men med ubøjelig Energi at trænge kjæmpende og sejrende frem over Hindinger, som 99 af 100 vilde gyse tilbage for som uovervindelige, at bevise Gjørligheden af det, som alle andre anser for umuligt, det er en ægte Montanists Liv. Mr. Slingsbys Brev lyder som følger:

Hotel Aak, Romsdal, 25de Aug.

Kjære ven!

Jeg skriver noen faa Linjer til Dig for at fortælle Dig om vor lykkelige Bestigning af Vengetinderne. Igaar forlod Vigdal og jeg Aak Kl. 5 i udmærket Vejr og gik op paa det bratte Fjeld lige op for Hotellet. Vi naaede Toppen Kl. 9 og havde der hele Raden af de smukke Vengetinder udstrakte feran os badede i Strømme af det blankeste Solskin. Vi havde stor Vanskelighed med at afgjøre, hvilken af Toppene var den højeste. Vi blev dog tilsidst enige om, at den nordligste var den højeste og fra denne Side utilgjængelig; vi bestemte os derfor til at forsøge den fra øst. Vi steg ned i Vengedalen, som vi naaede Kl. 10.45. Efter 35 Minuters Hvil drog vi afsted for at gaa rundt Fjeldet paa den nordøstlige Side. Kl. 12 naaede vi et frossent Tjern og drejede opad en brat Snefonne, som førte os til en Bræ paa Bagsiden av Tinderækken. Fra denne Bræ saa vort Fjeld saa fortvilet ud, at vi i nogen Tid opgav al Tanke paa at forsøge dets Bestigning, og vi steg lidt ned i den Hensigt at prøve den mellemste, næst højeste Tind. Vi fandt dog snart, at skjønt denne Tind er bestigelig fra sydøst, var vi fulstændig afskaarne fra den smukke Bræ, som fører op til Toppen, ved et forfærdeligt Stup under os, som vi ikke vilde faa tid til at gaa rundt. Under disse Omstændigheter maatte vi denne dag angribe den værste tind eller slet ingen. Efterat vi paa denne Maade havde spildt en god halv Time, besluttede vi at storme Tinden. Den eneste mulige Udvej, vi saa, var at gaa op Bræen; Bjergsiderne var overalt glatte og stejle, og da de var dækkede af et tyndt Snelag, var de nu, og er rimeligvis ialmindelighed, aldeles utilgjængelige. Fra den øvre Ende af Bræen strakte sig videre opover en skrækkelig brat Snefonn, som jeg var bange for kunde stanse os, og da vi nedenfra ikke kunde følge den længre end til Hjørnet af Tinden, kunde vi ikke vide, om den ikke endte der, lige ovenover et farligt Stup. Kl. 2 naaede vi en voldsom Sprække i Bræen, en saakaldet Bergschrund, som vi brugte 40 Minutter med at komme over. Bræen begyndte her at blive brat, omkring 40 Grader. Kl 3 kom vi til nok en Bergschrund, og ved at hugge os frem ind i den og op den anden side kom vi lykkelig over den. Saa kom vi op paa den før omtalte bratte Snefonn, den allerbratteste Fonn, jeg noensinde har været paa i Norge; det siger sig selv, at den krævede den yderste Grad af Varsomhed og Støhed. Da vi naaede Hjørnet, fandt vi til vor Glæde, at Fonnen fortsattes videre, vi drejede rundt mod nordøst og steg op paa Kammen. Uheldigvis kom netop da Skodden og tog Utsigten fra os. Kl. 4 satte vi Foden paa det første bare Berg, og kl 4.20 var vi paa Toppen. Den højeste Top var saa liden og skarp, at Vigdal i Begyndelsen ikke vilde stige op paa den og først gjorde det, da jeg opfordrede ham til det. Vi byggede en liden Varde og lod fem Plommestener efter os paa Toppen. Øverst oppe var Udsigten dækket af Skodden, men lavere nede tror jeg, at jeg trygt kan sige, at det Tindesceneri, vi saa omkring os, var det mest storartede, jeg noensinde har seet. Vi forlod Toppen Kl. 5.5, gik over den store Bergschrund Kl. 6.20 forlod Sneen Kl 7.30 og naaede en Sæter kl. 8.20. Nedstigningen krævede den allerstørste Forsigtighed, og vi maatte gaa ned med vore Ansigter vendte mod Fjeldet. Den hele Bestigning foregik over Is og Sne, naar undtages omkring 60 Fod bart Fjeld ved Toppen.  Jeg havde ingen Forestilling om, at Vengetinderne var slige smukke Fjelde; der er faa saadanne gode Fjelde i Landet som denne herlige Rad. Bræerne er meget smukke og Kammene fryktelig skarpe, smale og takkede. Min kamerat, Johannes Vigdal, gik udmærket godt og satte mig derved istand til at udføre en af de smukkeste Bestigninger, jeg har udført i Norge. Ingen maa forsøge dette Fjeld, medmindre han har en meget betydelig Øvelse, da en Glidning hvorsomhelst paa Snefonnen sikkerlig vilde have Døden tilfølge baade for ham og hans Kamerater. Vi var begge meget slagne af den Afstand, som det er mellem de forskjellige Toppe paa Vengetinderne.«

Dette var nu Vengetind. Hvad Slingsby og Vigdal tidligere had udrettet i Sommer, skal jeg her kun løselig berøre og i al Korthed fortælle, at de har gaaet over Justedalsbræen fra Sogn til Søndfjord og Nordfjord paa to Steder, hvor Bræen rimeligvis aldrig før har været befaret. Første Gang gik de op ved Bojumsbræen i Fjærland og steg ned Kjøsnesfjorden i Jølster. Anden Gang gik de op Tunsbergdalsbræen i Justedalen, den længste af alle norske Bræarme, steg derfra op paa Bræens højeste Punkt og steg ned i Loen vestenfor Kjendalsbræen. Begge Nedstigninger var overordentlig bratte og slemme; navnlig skildrer Slingsby Nedstigningen i Loen som den værste of farefuldeste han nogensinde har udført. Til den sidste Overgang, hvor Bræen passeredes i hele sin Bredde, brugte de 17 Timer fra Tunsbergdalsæteren til Næsdal i Loen. En udførlig Beretning om disse interessante Farter vil Slingsby rimeligvis give os i Turistforeningens Aarbog for dette Aar, naar den engang kommer.

Hvad har saa vore egne Montanister udrettet i Sommer? Jo vi hører, at de har besteget Thorfinstind, Knutholstind, Memurutind, Stølsnaastind og maaske nogle flere Tinder i Jotunhejmen. Men – ja, dette er jo al Ære værdt, især i en saa uheldig Sommer som iaar, og det vidner om Fremskridt; thi det viser at vi nu begynder at komme lidt med i denne Kulturbevægelse. Men det er det, jeg ikke kan forstaa, at der skal være saa liden Fremfærd hos de unge norske Mænd, som har Kraft og Mod og Lyst til at udføre en eller anden eventyrlig Bragd, at de næsten altid gaar bagefter der, hvor andre har gaaet før. Alle de nævnte Tinder er bestegne Tinder. Hvorfor gaar de ikke heller ud og finder noget nyt? Der er dog virkelig Tinder, for ikke at gaa udenfor Jotunhejmen, som endnu aldrig har været bestegne, og som sikkert vil vise sig at være baade «smukke» og «gode» Tinder. Hvorfor forsøger de f. Ex. Ikke at kave sig opad Bræerne paa Gjeldedalstind? Hvilken spændende Opstigning maa det ikke være paa Melkedalsnæbbet! Hvorfor gaar de ikke op paa Hejlstugubræen og stormer Hejljstuguhø, eller opp paa Smørstabbræen og fælder Storebjørn? Eller skal vi ikke en Gang naa saa langt at vore Montanister ruster sig ordentlig ud til Bræpassager med Belte, Toug og Øx? Vi har dog prægtige Bræpassager selv indenfor Jotunhejmens Grænser. Overgangen fra Memurubræen til Veobræen tror jeg endnu ikke er forsøgt. Eller skulde det ikke være interessant at gaa op Storejuvbræen og bestige Skarstind? Ligger ikke Gjertvasbræen og lokker med sine Sprækker og Stup til et Forsøg paa en Overgang til Styggedalsbræen eller Maradalsbræen eller til en Bestigning af den højeste Styggedalstind? Intet af alt dette, som jeg her har nævnt exempelvis, vil maaske blive udført, før Udlændinger har vist Vejen. Vi far see til at skynde os.

Der er endnu et Par Spørgsmaal, som jeg gjerne vilde faa bragt paa det rene, før jeg slipper Pennen. De forsøger, Hr. Redaktør, i Deres Blad for 22de August at berøve Slingsby Æren af at være den første Bestiger af Store Skagastølstind. Men tør det da ansees som hævet over Tvil, at det netop er denne tind, den sydligste og højeste af Skagastølstindernes Række, som Henrik Wergeland har besteget? Jeg anser det for lidet troligt. Det er den Tind, som ligger længst borte fra den alfare Vej, en lang Isbræ maa passeres, før Bestigningen kan begynde, der maa træffes særlige Forberedelser, der maa tages Førere med, og selve Bestigningen, hvad enten den foretages fra Skagastølsbræen eller fra Midt-Maradalsbræen, er saa eventyrlig, at hvis Henrik Wergeland virkelig havde besteget denne Tind, er det aldeles utvilsomt, at der i Fortun i al Fald havde levet et dunkelt Sagn om en slig Bragd. Men hverken i Fortun eller i Aardal er der nogen, som ved det allermindste om, at Store Skagastølstind har været besteget af nogen tidligere end Slingsby. Den nordligste Skagastølstind stikker derimod saa at sige sin Fod lige ned i Helgedalen netop der, hvor Vejen over Sognefjeld bøjer af. Den, der gaar fra Fortun over til Lom, kan bestige den en passant ganske alene, om han vil; ingen behøver at faa vide noget om det. Det var denne Tind, som Keilhau og Boeck besteg i 1820. Den er vistnok den laveste Tind i Rækken, men den er dog en Skagastølstind, og dens Bestigning maa paa den Tid, Wergeland var paa disse Kanter, visselig kaldes en Bragd. Den tyske Geolog Naumann, som i 1821 forgjæves forsøgte at naa dens højeste Top, beskriver Bestigningen som baade besværlig paa Grund af de frygtelige Urer, og farlig paa Grund af den løse Sne, som skjulte Kløfterne og Hullerne, og han naaede som sagt ikke højere end omkring 100 Fod under den højeste Top. Efter mitt Skjøn taler alle Grunde for, at det er denne Skagastølstind som Henrik Wergeland har besteget. Han taler jo vistnok i sit Digt, som om han skulde være det første menneskelige Væsen, som har aandet deroppe; men det er jo ikke sagt, at han har kjendt noget til, at Keilhau og Boeck havde besteget Tinden før. Ogsaa denne bestigning maa, som sagt, ansees som en Bedrift, og vi maa være stolte over, at vi ogsaa kan drage Henrik Wergeland ind i vore første Tindebestigeres Kreds. Men Ære den som æres bør. Jeg tror fremdeles, at Æren for at være Store Skagastølstinds første Bestiger tilkommer Mr. Slingsby.

Fra en anden Kant er der gjort Forsøg paa indirekte at berøve Slingsby en Del af hans Ære. Jeg siger indirekte; thi Forstkandidat H., som besteg Skagastølstinden ifjor Sommer og senere gav en Beretning herom i Aftenbladet, omtaler jo Slingsbys Bedrift med al Anerkjendelse. Men det kan jo ikke negtes, at Æren som Tindens første Bestiger forringes noget for Slingsby, naar den nævnte Bestiger og Forfatter ender sin Beretning med aldeles afgjort at erklære Store Skagastølstind for en anden Rangs Tind. Jeg tror dog ikke, at Hr. H. Har faeet mange med sig på denne Nedsættelse i Rang. Begge hans Ledsagere skildrer Bestigningen som ikke lidet vanskeligere og farefuldere, end han har villet gjøre den til; de har begge lide ud sagt, at de ikke vilde gjøre den Ting op igjen. Man siger ikke saadant, naar den ikke er særegne Vanskeligheder forbundne ved en Tinds Bestigning. Heller ikke Hr. H.’s egne Beviser forekommer mig at være fyldestgjørende. Naar der til en Tinds Bestigning , selv om det kun gjælder Overvindelsen af et eneste vanskeligt Sted. kræves mindst tre Mand og to Touge, naar den ene Mand maa klyve op paa Skulderen af den anden, og de to øvrige maa hejse sig op i Toug, saa er dette dog ikke saa ganske lige til. Jeg gad virkelig vide, hvilke Tinder i Jotunhejmen der da skulde regnes blandt første Rangs Tinder. Man tør vel ikke nævne Knutholstinden, i al fald ikke længere nu, da man har fundet en ny og lettere Vej end den, paa hvilken Knut Lykkja første Gang første Student Heftye. Endnu langt mindre gjælder det om nogen anden af de hidtil bestegne Toppe i Jotunhejmen. Det skulde da være ubestegne Tinder. Nu ja, de kan maaske være slemme nok; men jeg tviler dog meget paa, at de skulde lægge Bestigeren større Vanskeligheder i Vejen end dem, man har at overvinde ved Skagastølstind. Jeg vover derfor, i Kraft af det oven anførte, fremdeles at hævde for Store Skagastølstind dens Plads som en første Rangs Tind.

Aalesund, 1ste Septbr. 1881

Emanuel M

(Takk til Erlend Klinge Husøy for renskriving av artikkelen fra Dagbladet)